U-12 Pigernes kamp i Hald Ege mod Ravnsbjerg IF d. 30/8-2018

Referat: U12 – piger: Ravnsbjerg IF – SUB 88 2-5 (0-4)

 

0-1: Ida Øe (Julie)

0-2: Stine (Ida Øe)

0-3: Stine

0-4: Julie (Ida Øe)

1-4

2-4

2-5: Ida Øe (Stine)

 

Der var lagt op til et brag af en kamp torsdag aften, da pigerne fra SUB skulle forsøge at spille sig til endnu en sejr. Denne gang var modstanderne de velkendte Ravnsbjerg IF, som SUB 88 har haft mange opgør mod. Et fokus inden kampen var at vi skulle være klar fra start, og det må man sige pigerne havde taget til sig. De kom som lyn og torden og pressede Ravnsbjerg helt i bund fra starten af. Efter ca. 15 minutters spil bliver det første mål scoret efter at Julie, som vi igen lånte fra U13/14, sendte en bold indover til Ida Øe, der bankede bolden ind uden at tøve et sekund. Små 10 minutter efter var det den dygtige Stine, som også til dagligt spiller U13/14, der kunne sende bolden ind bag målmanden, efter rigtig flot kombinationsspil med Ida Øe. Kort efter var Stine igen på pletten, efter en sublim solotur, som på fornemste vis blev afsluttet med et placeret skud i den ene side, helt ude ved stolpen.

Kort før pausen var tilskuerne vidne til et sammenspil uden lige mellem Julie, Ida og Stine, der endte ud i et flot mål fra Julie.

Ravnsbjerg havde ikke mange chancer i første halvleg, og de chancer de havde pillede Maiken, Sofie, Vibe og Nico i forsvaret ned, så det ikke var noget problem for Alina i målet at tage bolden, når modstanderne kom igennem forsvaret.

I pausen havde Ravnsbjerg allieret sig med et par dygtige spillere fra årgangen over, hvilket kom som en overraskelse for SUB spillerne. Denne forstærkning hos Ravnsbjerg kom også til syne idet de hurtigt fik reduceret til 2-4 efter solopræstationer af de tilkomne spillere. SUB rokerede lidt rundt, hvilket gjorde at Silje sammen med Ida T skulle en tur i forsvaret. Silje var noget utilfreds med at hun ikke kunne få lov til at komme op og score mål, idet hun fik blod på tanden i sidste kamp hvor hun lavede et flot langskudsmål. Om pinslerne sagde hun: ”Jeg føler mig  som en gravid der ikke må prøve forlystelser”, og med den kommentar kom Alina hende til undsætning og hun kom op på midtbanen i stedet. Da pigerne fra SUB fik fundet ud af hvordan de skulle spille overfor de nye spillere overtog SUB igen spillet, og kort før slutfløjt gjorde Ida Øe det til slutresultatet 5-2 efter at Stine fightede sig til bolden foran målet og fik kæmpet den over til Ida Øe, der ingen problemer havde med at skyde bolden i mål.

 

Pigerne har nu en oversidder kamp, indtil de den 11/09 tager imod Sallingsund i Låstrup.